onsdag den 3. september 2014

The cats.

Ny undersøgelse, leisure, leisure, det hele kunne også være støv, den fotografering af den narcissistiske handling, hvad er tilsyneladende narcissistisk, er dyb eksistentielt, hvordan kan jeg holde ud, hvordan kan jeg lade være med at tage det billede, hvordan kan jeg bruge min tid på det, hvorfor har jeg længtes sådan efter det, hvor meget hader jeg det nu og er det ikke på grund af dig? Så er ekkoet pludselig en del af billedet, billedet min sjæl, fløjter jeg til mig selv, til dig, se mig bare nu, siger jeg og vågner op med Crying Over You i hovedet og resten af dagen, resten af ugen, mens jeg skriver det her synger jeg samtidig for mig selv crying, start me crying, llorando, leisure, leisure, og det flaneurøse foto af ingenting, et smil, en olieboble, bliver en smertefuld handling og man kan se det, eller jeg siger det så man kan se efter det, der er noget grundlæggende ensomt ved det hele, også denne tekst. Det er lige så fucking ensomt.
Hvis jeg møder mig selv sådan til mit ansigtsbillede, og lægger fotos op, serielt af mit eget ansigt, så tænker jeg, det kan jeg ikke.
Hvad er forskellen mellem en serie af en kat for eksempel, der springer over en busk, og så mit ansigt, som bryder ud i fløjt, (jeg fløjter crying over you), ingenting, forskellen er ingenting, der er ingen forskel. Forleden tænkte jeg for mig selv, man skal passe på, at udsagnet "det betyder ingenting" ikke bliver til "jeg betyder ingenting", fordi det jo netop skulle være et beskyttende udsagn, et jeg-beskyttende udsagn. Problemet er, som min søster sagde, at når man bliver ved med at sige til sig selv, at noget ikke betyder noget, så betyder det noget og selvudslettelsen ligger så i gentagelsen, at man laver en afvisende reflektion, spejlet som skjold.
Spejlet som indadvendt skjold. Af udsagnet, af selvportrættet, tiden til at kigge sig selv i spejlet, når jeg mærker tiden, crying, hvad skete der, kommer fotografierne. Det hele kunne også være støv. Og det er interessant, sådan fra min kunstneriske optik.
Og så siger du ingenting. Det betyder ikke noget.



Creative Commons License
This work is licensed under a Creative Commons Attribution-NonCommercial-NoDerivs 3.0 Unported License.